DKPs historie 1940-45

Kammerater fra dengang og alle I unge, som jeg føler det som en lykke og et privilegium at få lejlighed til her i aften at fortælle, at beskrive min helt personlige oplevelse af besættelsestiden. Jeg gjorde hele tiden med. Der tales i dag – og med rette – mange smukke ord om modstandsbevægelsen.

Den sikrede Danmark en plads i de europæiske folks befrielseskamp, og den frihed fra det nazistiske åg, som vi mindes i dag, fik vi ikke forærende. Vi havde selv gennem modstandskampen bidraget dertil. Der er udtrykt ønske om, at vi på møder som dette skal genkalde befrielseskampdagernes glæde og mindes dem, der døde.

Det forstår jeg godt. Jeg delte, og jeg deler også i dag af hele mit hjerte både glæden og sorgen. Hvor var vi dog glade den aften for 40 år siden, og vejret var også meget bedre, end det er i aften.

Vi var forventningsfulde og stillede de største håb til fremtiden. Og hvor var vi på samme tid bedrøvede ved tanken om de mange gode kammerater, som var dræbt undervejs, og ved tanken om dem, som vi vidste snart ville vende tilbage fra koncentrationslejrenes helvede, udtærede fysisk og psykisk. Ødelagte af lidelser, som mange af dem plages af endnu i dag. Men dagen kalder også andre erindringer frem.

Det er alt for bekvemt bare at hengive sig til glade minder. Det var dyrekøbte erfaringer, vi gjorde dengang, og jeg synes nok, tiden var inde til at benytte lejligheden til at drage lære af disse erfaringer. Hvad var i grunden denne modstandsbevægelse, der fejres og mindes i dag? Hvorledes opstod den? Og hvordan virkede den? Under hvilke betingelser virkede den? Modstandsbevægelsen var en oprørsbevægelse.

Jeg ved godt, at mange af jer, som var med dengang, i dag forarget vil benægte, at I var oprørere. Men det var I. To strømninger gik gennem Danmark i 30’erne. Allerede i årene forud for besættelsen den 9. april havde det officielle Danmark kun ét ønske, nemlig at bevare et godt forhold til Hitlers Tyskland for eksportens skyld.

Man udleverede tyske antinazistiske flygtninge til halshugning dernede i Det Tredje Rige. Den tyske gesandt havde det i sin magt at forbyde forestillinger på Det Kongelige Teater. Alt sammen med regeringens billigelse, men i den skarpeste modstrid med en del af befolkningen, mod dem, der kaldte sig antinazister. Og så fulgte den 9. april, og kongen og regeringen erklærede sig straks parat til at affinde sig med det uundgåelige: ro og orden og tilpasning blev dagens parole i Danmark.

Og mange, alt for mange, tilpassede sig. Der fulgte sociale nedskæringer i besættelsens følge. Sømændenes risikotillæg blev inddraget, skønt havene dengang var fyldte af miner, som ingen sinde tidligere.

Dyrtidstillægget blev afskaffet, skønt priserne steg som lystige balloner mod himlen. Og da begyndte – i det små – modstandsbevægelsen at gøre sig gældende. Den nationale ydmygelse ved besættelsen og det sociale nedskæringsfelttog kaldte mange mennesker af hus. Og da blev I oprørere, venner fra dengang, for I handlede stik imod kongens og regeringens bud. I opretholdt ikke ro og orden.

I gjorde, hvad I kunne, og godt var det for at skade besættelsesmagten mest muligt. Det var et begyndende oprør, ikke alene mod nazisterne, men også mod regeringen og dens unationale og asociale politik.

Kan I huske, hvad vi blev kaldt dengang, da vi begyndte? Der var ingen roser og ingen blomsterkranse til modstandsbevægelsen: bøller, voldsmænd, ballademagere, agenter for en fremmed magt. Det var statsministerens beskrivelse af den begyndende modstandsbevægelse, da han udtalte sig til Göteborgs-Posten. Det sagde han, der som statsminister lod sig dirigere af besættelsesmagten.

Det sagde han, hvis justitsminister pralede over for Gestapo, fordi hans politi havde indfanget 339 kommunister den 22. juni, skønt Gestapo kun havde forlagt 38 af dem.

Det sagde den statsminister, hvis udenrigsminister på hele regeringens vegne hyldede de store tyske sejre, som havde slået hele verden med beundring. Man kaldte os terrorister, fordi vi klippede en telefonledning op, der førte frem til det tyske hovedkvarter. Tænk på det, terrorister, når I i dag læser på avisernes forsider om terrorister i andre lande.

Det kunne jo være, det var folk, der ligesom vi dengang er engageret i en kamp for frihed og selvstændighed. Det bevirkede, at stadig flere danskere dengang ikke ønskede at tilpasse sig. Illegale blade begyndte at dukke op og cirkulere i befolkningen. Sabotager, ikke alene mod tyske telefonledninger, men også mod danske virksomheder, der arbejdede for tyskerne, voksede i antal. Og den danske regering satte alle vagtmidler ind for at bremse og hindre denne modstandsbevægelse. Vi husker meget godt endnu statsministeren Buhls tale den 2. september 1942, da han over Danmarks Radio opfordrede hele befolkningen til det gemeneste af alt, nemlig at blive stikkere og angive dem, der øvede sabotage.

Prøv engang at spørge de gamle fra dengang, hvordan talen virkede. Spørg den navnkundige jyde Tolstrup, hvordan han opfattede det. Eller spørg den anonyme sabotør. Statsministeren troede, at han kunne tale befolkningen til fornuft, men han havde givet signal til, at de mange spredte initiativer fandt sammen, at de blev til en bevægelse, at de blev til en modstandsbevægelse. Og det er vores stolthed i dag, når vi ser tilbage. Og det er vores håb, når vi ser fremad, at så mange og så forskellige mennesker efterhånden kunne samles og sætte livet på spil for ét stort fælles mål.

Modstandsbevægelsen var jo nemlig ikke alene de grupper, der duplikerede og fordelte illegale blade, eller dem, der lavede sabotage, eller dem, der modtog de nedkastede våben og sprængstoffer. Nej, modstandsbevægelsen var også alle dem, der spandt et beskyttende net om de mest udsatte. Det var alle de unge piger og de gamle damer, dem, der kørte de farlige ture med kurerposten, og som aldrig kunne vide, om dansk politi eller Gestapo sad i lejligheden, hvor de skulle aflevere brevet og ventede.

Det var de gamle damer, der gav os husly og moderlig omsorg under vores bestandige flugt for at finde et sted at bo bare uges tid. Og det var de mange tusinder af positivt passive mennesker, der støttede os økonomisk og som altid var parat til at give en hånd med. Og det var ikke mindst de hundredetusinder af danske arbejdere, der med lammende strejker viste modstandens beslutsomme alvor.

De blev trukket i løn for hver eneste strejkedag, mens der gik ry om de store strejker ude i verden og herhjemme, hvor Danmarks navn berømmede os. Ingen tænkte på, at det var arbejderne, der betalte, og endnu i dag har de ikke fået den yderligere kompensation. Vi lærte dengang i modstandskampen, og navnlig under de store folkestrejker, hvad sammenhold betyder, og hvilken menneskelighed det kan udløse. Det var ikke dig eller mig dengang. Det var os. Denne sammenhørighed fandt vel nok sit smukkeste og stærkeste udtryk, da vi i fællesskab hjalp vore jødiske landsmænd over Sundet til sikkerhed i Sverige.

Den 29. august 1943 var modstanden mod regeringens politik blevet så stærk, at den måtte gå af. Da var det, at vi skabte Danmarks Frihedsråd.

Vi var seks mennesker, der repræsenterede hver sin organisation. Vi var selvbestaltede og anonyme. Vi var uenige om samfundsforholdene og om mangt og meget.

Men vi var enige om ét: at vi ville bekæmpe nazismen. Jeg tror, jeg tør sige, at aldrig har Danmark haft en ledelse med større autoritet end dengang, og aldrig har nogen dansk regering mødt så stor lydhørighed fra alle lag i befolkningen, som Frihedsrådet gjorde. Og forklaringen er lige til. Frihedsrådet overtog ledelsen af den kamp mod besættelsesmagten, som flertallet af befolkningen ønskede ført, men som regeringen ikke ønskede at føre.

Da den nazistiske befuldmægtigede i Danmark, dr. Best, i april 1944 bebudede, at han ville skærpe undertrykkelsen i Danmark, svarede vi fra Danmarks Frihedsråd: “Hr. Best, De kan lade brænde og hærge og myrde. De kan fængsle, og De kan henrette. De kan lokke, og De kan true. Men De kan aldrig knække vores vilje eller vores evne til at bekæmpe den magt, der har styrtet verden ud i krig og berøvet Danmark dets frihed.”

Det var Frihedsrådets holdning. Det var befolkningens holdning. Det var den holdning, der sejrede.

Det er denne kampvilje og dette sammenhold, der er frugtbart og nyttigt at erindre i dag. Jeg kender afskillige gamle venner fra de dage, der har udtrykt skuffelse og bitterhed. De havde ventet sig andet og mere efter de ofre, der var blevet bragt. Også jeg kunne have ønsket, at det officielle Danmark, som Frihedsrådet overlod magten til efter aftale den 5. maj 1945, at det Danmark i højere grad havde tilgodeset de sociale forventninger, som modstandskampen havde vakt. Men modstandskampen var ikke en social eller en revolutionær bevægelse. Der var kun ét, som bandt os sammen, men det bandt os til gengæld ubrydeligt stærkt sammen: ønsket om i fællesskab at yde et bidrag til at bekæmpe nazismen.

Modstandsbevægelsen blev skabt i en tid, da Danmark var i nød. Den nazistiske pest hærgede i hele Europa.

Nu er Danmark og alt, hvad der er dansk, igen i fare. Missiler, atombomber og stjernekrig truer. Uro og utryghed præger vores alles hverdag.

Den fred, som vi gamle troede at have sikret for fyrretyve år siden, er truet igen. Vi må finde sammen igen – ligesom dengang.

På trods af klasseskel, på trods af politiske opfattelse. Vi må tilkendegive, så det ikke kan overhøres, at vi ønsker fred. Ganske vist, det ved jeg godt, ynder politikere ikke at jævne folk snakker med.

Men ligesom det var nødvendigt under besættelsen, er det nødvendigt i dag. Og vi står jo ikke alene. Overalt på kloden lyder i dag fra menige mennesker kravet om fred.

Fred til at leve livet og ordne tilværelsen på vores egne betingelser. Og freden kan sikres, hvis der skabes en verdensomspændende modstandsbevægelse mod krig og undergang. Lad også Danmark blive en del af den modstandsbevægelse.