
Københavnerne skal bestemme over vores egen by
Demokratiet skal udvides, så de folkelige organisationer, som forældre- og faglige, lejer- og miljøbevægelser, patientforeninger og sportsklubber, ja alle de, der har fingeren på pulsen og oplever byens behov i hverdagen, får indflydelse på byens udvikling. Lokaludvalg og ældreråd skal have større indflydelse.
Lovgivning overtrumfer vores behov
Sådan er det ikke i dag. Det er lovgivninger som Budgetloven og Ghettoloven, der styrer. Det er Jobcentrenes ydmygelsescirkus, hvor arbejdsløse og syge systematisk bliver brugt til gratis arbejdskraft, hvor man bevidst overhører lægeerklæringer.
Det er anlægslove, som ophæver fredninger. Det er konstruktioner som By&Havn, der i virkeligheden bestemmer over vores by.
Vi vil et andet København
Vi trænger til et rådhus, som tør gå imod og bruge de nødvendige penge, som allerede ligger på kistebunden, og skatteindtægter, der må opkræves. Det er et vigtigt mandat at give og et klart signal at sende.
Byen bygges for kommende københavnere og ikke for os, som allerede er her. Byen er eksploderet i indbyggertal, og samtidig er det svært for folk med små indkomster at bo i deres by. Byen skal være for alle!
Vend udviklingen nu! Der er ikke behov for flere boliger, men for boliger der er til at betale. Der er 2,1 million m2 ledige erhvervslejemål i København, som kan ombygges til skæve- og ungdomsboliger, seniorkollektiver mv. Det er et spørgsmål om vilje.
- Metrobyggeriet skal på finansloven som en del af den grønne trafikløsning. Den skal ikke betales med salg af natur.
- Nedlæg By&Havn og få demokratiet og gennemskueligheden tilbage. By&Havn forhindrer byens borgere i at realisere deres behov.
- Totalfredning af alle grønne områder i København, herunder parker, sportspladser og kolonihaver.
- Fredningsloven skal ikke kunne ophæves på grund af boligbyggeri. Som vi oplever det på Selinavej, Amagerfælled og Stejlepladsen.
- Stop Lynetteholmen, havnetunnelen og planlæg udviklingen af hovedstaden med nabolande og -kommuner.
- Vi kræver, at alle berørte omegnskommuner og nabolande bliver inddraget i den demografiske udvikling hvad angår uddannelsespladser, kollektiv trafik, vandmiljø og byudvidelse. Kystsikring af København skal ikke være et skjult investeringsprojekt for pensionskasser.
- Luk jobcentrene! Hjælp de syge og handicappede. Giv de arbejdsløse arbejde gennem A-kassernes ekspertise.
- Hjælp de sårbare og opgrader behandlingstilbud, krisecentre, psykiatri og herberger.
Stop privatiseringen
Privatisering er en malkemaskine af offentlige midler. Der har været så mange skandaler om fusk, social dumping, konkurser. Servicen er ikke blevet bedre, tværdigmod. Alt skal tilbage på kommunale hænder, med ordentlige løn og arbejdsforhold.
Kommunisterne i København vil arbejde for et rødt København, som forsvarer og i den grad forbedrer den kollektive velfærd. Pengene er der – Vi har viljen.
